Velkommen til vores nye afdelingsleder
fredag den 10. juli 2026

Platangården har ansat en ny afdelingsleder for den samlede døgnafdeling. Med ansættelsen ønsker vi at styrke den faglige udvikling, samarbejdet og den daglige ledelse tæt på både medarbejdere og unge.
Vi er derfor glade for at kunne byde velkommen til Anri Zeltins.
Anri er 47 år, oprindeligt fra Riga i Letland, og har boet i Danmark siden 2004. Han har trådt sine pædagogiske barnsben i steinerpædagogikken og har siden arbejdet med både børn, unge og voksne med særlige behov. De seneste fem år har han været leder på både børne- og voksenområdet, og han har netop afsluttet en diplomuddannelse i ledelse.
Det var især Platangårdens høje faglighed og specialiserede viden, der gjorde stillingen attraktiv for ham.
"I hjertet er jeg stadig socialpædagog."
Selvom han nu er leder, er det fortsat ønsket om at skabe de bedst mulige rammer for de unges trivsel, udvikling og fremtid, der motiverer ham.
Anri beskriver sin ledelsesstil som motiverende, inddragende, reflekterende og tydelig. Han lægger vægt på et tæt samarbejde, åben dialog og på at skabe trygge rammer, hvor medarbejdernes kompetencer bringes bedst muligt i spil.
I den kommende tid vil han blandt andet have fokus på at styrke samarbejdet på tværs af afdelingen, understøtte de faglige dialoger og bidrage til en kultur, hvor refleksion og feedback er en naturlig del af hverdagen.
For Anri handler det dog ikke kun om organisation og samarbejde.
"Når vi lykkes sammen – når de unge er trygge, trives og udvikler sig, og vi er stolte af vores indsats – så giver arbejdet mening."
Det er netop ambitionen om at skabe de bedste betingelser for de unge, der er drivkraften bag hans arbejde som leder.
Om sin første tid på Platangården siger han:
"Jeg er meget taknemmelig for den positive måde, jeg er blevet modtaget på, og jeg glæder mig til, at vi sammen får afstemt vores forventninger til hinanden. Det tager tid, og jeg ser frem til både vores fælles op- og nedture."
Vi glæder os til samarbejdet og til den fortsatte udvikling af Platangårdens faglige indsats til gavn for de unge.

Fakta om Anri
- 47 år
- Oprindeligt fra Riga, Letland
- Bosat i Vordingborg Kommune
- Uddannet helsepædagog
- Erfaring fra både børne- og voksenområdet, både som pædagog og leder
- Diplomuddannelse i ledelse
